Grønland og Danmark rykker tættere sammen i bussen
Danmark er klar på at genforhandle selvstyreaftalen, og vil også gerne investere mere i Grønland. Der skal også ses på de mørke kapitler i vores fælles historie. Det fremgik af et pressemøde søndag på Marienborg, hvor formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen også gav udtryk for, at Danmark og Grønland nu rykker tættere sammen i bussen over for et USA, der ikke har behandlet Grønland med respekt.
Formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen deltog søndag i et møde med statsminister Mette Frederiksen på Marienborg. De to er enige om at rykke sammen i bussen over for USA. Derudover er de også enige om, at se nærmere på selvstyreaftalen og udvikle samarbejdet inden for rigsfællesskabet.Foto: Trine Juncher Jørgensen
Formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen er i disse dage i Danmark for at tale det fremtidige samarbejde med regeringen.
Søndag var der møde på Marienborg i Nordsjælland, hvor pressefolk fra hele verden var blevet inviteret til et kort pressemøde, hvor budskabet til USA var ret klart:
Annonce
Fra både grønlandsk og dansk side vil man gerne mødes med den amerikanske præsident Donald Trump og tale samarbejde, men det skal foregå på en respektfuld måde.
– Vi
er klar til et stærkt partnerskab med USA, men vi vil vil have gensidig respekt. Det
har vi klart meldt ud fra Naalakkersuisut. Vi vil aldrig nogensinde
være et stykke ejendom, der kan købes af nogen som helst. Og det er en besked, der er vigtig at få med og så kan vi snakke samarbejde bagefter, sagde Jens-Frederik Nielsen, der også gav udtryk for, at han godt kan forstå, hvis man er bekymret over meldingerne om øget amerikansk tilstedeværelse ved konsulatet i Nuuk.
– Men konsulatet i Nuuk blev oprettet for nogle år tilbage, hvor vi alle var
glade for et større og bredere samarbejde med amerikanerne. Og forøgelsen i konsulatet var også besluttet, før Trump kom til magten. Jeg kan godt forstå, at det skaber bekymringer
for nogle, og det er meget centralt. Vi rækker derfor også ud til rigsfællesskabet og videre ud til EU i denne her situation, sagde Jens-Frederik Nielsen.
Revision af selvstyreloven
I forhold til Grønlands samarbejde med Danmark har koalitionen allerede meldt ud, at de ønsker at skabe fornyede og moderne rammer for det fremtidige samarbejde.
"Status quo er ikke en mulighed", som der står i koalitionsaftalen.
Det handler blandt andet om mere ligeværdighed og konkret om forhandlinger om investeringer i Grønland og en køreplan for betingelserne for en revision af selvstyreloven, hvilket Mette Frederiksen bekræftede, at man fra dansk side var villig til at se nærmere på.
Jens-Frederik Nielsen påpegede i den forbindelse, at al snak om at Grønland er en ekstraregning for Danmark nu bør forstumme.
Foto: Trine Juncher Jørgensen
Afviste ikke forsoningskommission
I samtalerne mellem de to og på det efterfølgende pressemødet blev der talt om fortidens mørke kapitler, og i den forbindelse afviste statsministeren ikke, at der kunne blive tale om at nedsætte en forsoningskommission, som man blandt andet kender fra Canada og New Zealand.
– Vi udelukker ikke noget. Vi kigger ind i fortiden. Det gør
vi i forhold til eksperimentbørnene. Det gør vi i forhold til spiralsagen og i den historiske udredning. Vi
har allerede nu en rigtig god dialog om de næste par skridt, og når vi er klar til
det, glæder vi os til at fortælle mere om det, sagde Mette Frederiksen.