Ny turismelov: Turistaktører skal have autorisation

Naalakkersuisut vil have indført en autorisations-ordning, der skal gælde for turistvirksomhederne her i landet. Et lovforslag er netop sendt i høring.

En udvikling af turismen her i landet skal ske under hensyn til sikkerhed, sundhed, miljø og bæredygtighed.

- Det vurderes, at den mest hensigtsmæssige måde at fremme denne udvikling på er ved at fastlægge rammer for den virksomhed, der udøves på turismeområdet, fremgår det af bemærkningerne til den nye turismelov, der som overordnet mål har, “at landets borgere i alle henseender skal have forrang på alle fronter”.

Tildelingen

Naalakkersuisut forestiller sig, at en autorisation kan tildeles for en tidsubegrænset eller tidsbegrænset periode, og den kun gælder for nærmere bestemte områder i Grønland.

- Der bør blandt andet foreligge krav til rettighedshaverens tilhørsforhold til Grønland og skattepligt hertil. Derudover bør der stilles krav til, at ansøgeren har udfærdiget en sikkerhedsplan for de konkrete turistaktiviteter, som vedkommende ønsker at udbyde, samt at der er tegnet en forsikring eller anden form for sikkerhedsstillelse. Endvidere bør der være mulighed for, at Naalakkersuisut kan fastlægge nærmere krav om, at turistvirksomhed sker på en sådan måde, at der tages hensyn til bæredygtighed, står der i bemærkningerne.

Det oplyses, at man vil undtage “fysiske eller juridiske personer, der anvender motoriserede fartøjer til at fragte turister til eller fra Grønland” skal undtages kravet om autorisation.

- Hvis de motoriserede køretøjer skal anvendes til at udbyde udflugter eller andre ydelser omfattet af turistvirksomhed i medfør af indeværende inatsisartutlov, bør der være krav om autorisation, bliver det understreget.

Tilsyn

Med en autorisationsordning følger et tilsyn, som skal sikre, at kravene i autorisationen bliver overholdt. 

- Det er vurderet, at det blandt andet som led i tilsynet bør være muligt for tilsynsmyndigheden uden retskendelse at få adgang til alle dele af virksomheder og aktiviteter, der er omfattet af inatsisartutloven, hvis det er påkrævet for at kunne gennemføre tilsynsforpligtelser, oplyses det.

Det bliver oplyst, at en ansøger skal have udfærdiget en sikkerhedsplan, som indeholder en risikovurdering, “der skal omfatte en vurdering af de potentielle risici forbundet med en bestemt aktivitet, og dels indgå en beredskabsplan, der skal være baseret på risikovurderingen af den konkrete aktivitet, og som skal indeholde en beskrivelse af foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af overhængende fare eller ulykke”. Der vil dog være mulighed for, at Naalakkersuisut kan dispensere fra kravet om en sikkerhedsplan, “hvor der foreligger væsentlige hensyn til turistaktøren eller særlige samfundsmæssige hensyn”.

Det er samtidig et krav, at autorisationen først udstedes, hvis ansøger har tegnet en forsikring eller anden form for sikkerhedsstillelse.

Zone-inddeling

Et andet og helt særligt tiltag i den nye turismelov er en zoneinddeling for erhvervsmæssig virksomhed og adgang for færden for personer inden for zonerne.

- Det vil f.eks. være hensigtsmæssigt, at der kan fastsættes vilkår, der indebærer, at der alene kan udøves erhvervsmæssig virksomhed inden for en konkret zone eller inden for bestemte tidsrum af hensyn til f.eks. den omkringliggende natur, dyrebestand eller anden erhvervsmæssig virksomhed såsom erhvervsfangere. Af tilsvarende grunde vil det være hensigtsmæssigt at regulere og herunder begrænse færden og ophold inden for nærmere bestemte områder, står der i bemærkningerne.

Naalakkersuisut vurderer, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at kommunerne får indflydelse på, hvilke områder i kommunen, der eksempelvis bør være underlagt særlige restriktioner.

Tre forskellige zoner

Det foreslås, at man kan operere med forskellige zoner, som indebærer forskelige vilkår for virksomheden og turisterne.

- Det kan f.eks. være en grøn zone uden restriktioner, en gul zone med særlige krav og kriterier tilknyttet samt en rød zone med et fuldstændigt forbud mod at udøve erhvervsvirksomhed og / eller færden og ophold, lyder forslaget.

Naalakkersuisut forventer, at lovforslaget vil have en positiv økonomisk konsekvens for det offentlige via øget beskæftigelse og omsætning, men noterer dog, at forslaget vil kræve personalemæssige ressourcer “til behandling af ansøgninger, meddelelse af autorisationer samt tilsynsforpligtelser”.

Negative konsekvenser

For erhvervslivet er der også en lang række negative forhold af økonomisk karakter, bliver det oplyst, hvor man lister følgende op:

  • En autorisation kan indebære behov for at ansætte yderligere medarbejdere, indkøb af nyt udstyr forbundet med en konkret turistaktivitet eller lignende. 
  • Det kan have negative administrative konsekvenser at skulle efterleve vilkårene, herunder at dokumentere overholdelse af forslagets bestemmelser med hensyn til rapportering og i forbindelse med tilsyn
  • Zoneinddeling kan have negative økonomiske og administrative konsekvenser

Læs det omfattende høringsforslag her.

Powered by Labrador CMS