Chok-regnskab: Historisk underskud i Royal Greenland

En cocktail af dårligdomme ramte i 2023 det selvstyreejede selskab Royal Greenland, der i 2023 fik et ordinært årsresultat på minus 211 millioner kroner.

En stor gældspost på over fire milliarder kroner tynger ligeledes i regnskabet.

Royal Greenland A/S (RG) bløder på bundlinjen og varsler omfattende ændringer for at få sendt kronjuvelen blandt de selvstyreejede selskaber på ret kurs.

Ikke siden 2000/2001 har selskabet leveret et så stort underskud, som tilfældet var i 2023. Ved århundredeskiftet leverede selskabet et underskud på 286 millioner kroner og selskabet stod dengang i en alvorlig krise, der havde stor negativ indflydelse på det grønlandske samfunds økonomi.

Stort underskud i Chile

I dag er situationen for Royal Greenland ligeledes ganske alvorlig, hvor det chilenske forretningsben gav en alvorlig økonomisk lussing, da man fik et underskud på 85 millioner kroner i 2023. 

Forklaringen er, at man mistede en Kina-godkendelse i slutningen af 2022, hvilket betød, at hele 2022-produktionen skulle “afdisponeres på andre markeder som krabbekød frem for ordinære produkter”. Den positive nyhed er, at Kina-godkendelsen er generhvervet, og produkterne fra 2023-sæsonen afsættes nu igen som ordinære produkter til Kina.

Der er flere forklaringer på  det “utilfredsstillende” regnskab og kan blandt andet listes op på følgende måde:

  • Salget af kogte & pillede rejer i Europa er stærkt udfordret med prisfald på mellem 20 og 25 procent, som følge af Covid-19 og Brexit. Forbrugerne i Europa har på grund af den højere inflation ændret købsadfærd til mere basale varer fremfor luksuriøse varer. Kogte & pillede rejer er den kategori, som har oplevet den største indtjeningsnedgang i 2023.
  • Torskemarkedet i Europa er også udfordret med faldende salgspriser, idet Rusland sælger russiske torsk til lavere priser.
  • Med Ruslands invasion i Ukraine blev det russiske marked for skalrejser lukket ned. Da markedet var verdens næststørste har det også påvirket indtjeningsmuligheden for skalrejer.
  • Russerne har også sendt krabber til lavere priser på det japanske marked og kombineret med en lav Yen-kurs er RG presset i Japan på salget af snekrabber.
  • Kombinationen af faldende salgspriser og øgede omkostninger i form af blandt andet dyrere brændstof og et højt renteniveau, har også sat sit kedelige fingeraftryk på regnskabet.
  • Reelt er det kun skalrejer, som er overskudsgivende, mens de landbaserede aktiviteter i form af kogte & pillede rejer, hellefisk, torsk og stenbiderrogn giver et betydeligt underskud. 
  • Salgsprisernes udvikling i de senere år har været meget volatile, men har efter en stabilisering i 2022 været faldende i 2023. 

- Sammenholdt med et stigende omkostningsniveau har denne udvikling alene for de grønlandske kernearter medført en nedgang i dækningsbidraget på 4 kroner pr. kg, hvilket er hovedforklaringen på indtjeningsnedgangen på mere end 300 mio. kroner for disse arter, oplyses det i årsrapporten.

Gældspost tynger

En stor gældspost tynger ligeledes i regnskabet. Den samlede gældsforpligtelse steg fra 4,551 milliarder kroner i 2022 til 4,649 milliarder kroner, hvilket resulterede i, at rentebetalingen af bank- og prioritetsgæld voksede fra 54 millioner i 2022 til 137 millioner kroner sidste år - en stigning på hele 83 millioner kroner.

Den oprindelige plan var at få reduceret den nettorentebærende gæld med 0,9 milliarder kroner, men det spændte det dårlige salg ben for i løbet 2023. 

- I forhold til EBITDA udgør den nettorentebærende gæld en faktor 37,7 mod en faktor 5,8 sidste år. Gearingen er ikke acceptabel, men afspejler reelt en faldende indtjening, står der i årsrapporten, hvor det afsløres, at ambitionen er en gearing på 3 svarende til en gæld på 2 milliarder kroner, hvilket vurderes at tage fire år.

Forventningen til årsresultatet lå på 250 millioner kroner før skat, men blev næsten en halv milliard ringere, hvilket betyder, at Landskassen må kigge langt efter en udbyttebetaling. Forventningen til indeværende års regnskab ligger i omegnen af et overskud på 100 millioner kroner.

Massive ændringer på vej

Af årsrapporten, som skal godkendes på den kommende generalforsamling den 17. maj, fremgår det, at der skal gennemføres “massive ændringer” i organisationen. Virksomheden skal slankes og som bestyrelsesforpersonen Maliina Abelsen formulerer det, så skal der skæres “ind til benet for at sikre, at vi forbliver agile, effektive og konkurrencedygtige i et hurtigt foranderligt marked”.

Royal Greenland holder generalforsamling den 17. maj, hvor årsrapporten formelt bliver godkendt.

Faktaboks:

Nøgletal for 2023 - i parentes 2022-resultat

  • Nettoomsætning: 5,796 mia. kr. (5,757)
  • Resultat før skat: -255 mio. kr.. (+235)
  • Årets resultat: -211 mio. kr. (+186)
  • Egenkapital: 1,752 mia. kr. (2,062)
  • Nettorentebærende gæld: 2,960 mio. kr. (2,879)
  • Overskudsgrad: -2,4 (5,4)
  • Antal medarbejdere: 2.296 (2.286)
Powered by Labrador CMS